Energiberegninger


Bestil et tilbud her eller ring til mig på 2618 1227

Energirammeberegninger og varmetabsberegninger gældende for enfamilehuse, ændret anvendelse, tilbygninger og sommerhuse

Varmetabsramme eller energiramme – hvad er hvad?

Skal du i gang med at bygge et nyt hus, udføre en tilbygning eller er du i gang med at udføre en total ombygning, er det et lovkrav, at der skal foreligge energiberegninger for at kunne indhente en byggetilladelse. Men hvornår skal der udarbejdes en varmetabsramme eller en energiramme? Det prøver jeg at svare på – se nedenstående.

U-værdi

Både i energirammen og i varmetabsrammen indgår u-værdien. U-værdierne er bestemt i bygningsreglementet, hvor u-værdien til de enkelte bygningsdele er anført. U-værdien må gerne være lavere, men som udgangspunkt ikke højere. Dog er det muligt at kompensere for en høj u-værdi for en bygningsdel, ved at lade u-værdien for en eller flere andre bygningsdele være lavere. Der er dog en maksimumgrænse for, hvor høj en u-værdi må være for de enkelte bygningsdele.

U-værdien er et udtryk for, hvor meget varme, målt i watt, der strømmer gennem en bygningsdel på 1 m² med en temperaturforskel på hver side af bygningsdelen på 1 °C. Eksempelvis betyder en u-værdi på 0,20 W/m²/ºC, at der er et energitab gennem bygningsdelen på 0,20 watt pr. m² pr. ºC. Man ganger så u-værdien med bygningsdelens areal og temperaturforskellen på hver side af bygningsdelen, på den koldeste dag/nat på året, hvilket er bestemt til at være -12 °C udenfor og 20 °C indenfor, altså en samlet temperaturforskel på 32 °C.

Energiramme – enfamilehuse og sommerhus

Bygningsreglementet foreskriver, at der i forbindelse med opførelse af et nyt hus skal udføres en energiramme, som viser at bygningen opfylder de krav til energiforbrug, der er til nye bygninger. I energirammen indregnes eventuelle solceller, varmepumper, solfangere mv. i energirammeberegningen.

Desuden tages der i beregningerne hensyn til bygningsdelenes u-værdier, ventilationstab (opvarmning af udeluft), skygger, solindfald, verdenshjørner og opvarmningsform.

Energirammen beregner den energi, der skal bruges til at varme huset op i et år angivet i kWh (kilowatt-timer) pr. opvarmede m² pr. år. Kravet kan være vanskeligt at overholde, og kan i visse tilfælde kun opfyldes ved delvis eller fuld varme med alternativ energi som varmepumpe, solceller, solfangere eller vindmøller.

Når bygningen er færdig skal der udføres et energimærke. Energirammen med tilhørende xml-fil sendes til en energikonsulent, som på baggrund af energirammen udarbejder et energimærke (gælder ikke for sommerhuse).

Varmetabsramme – tilbygninger, sommerhuse mv.

Hvis der udføres en tilbygning eller et nyt sommerhus, skal der ikke udføres en samlet energiramme. Der udføres i stedet en varmetabsberegning, som skal overholde kravene i bygningsreglementet.

I varmetabsrammen udføres der således 2 beregninger. En med de aktuelle værdier og en med værdierne fra bygningsreglementet og det samlede aktuelle varmetab må ikke være større end tabet regnet efter bygningsreglementet.

Varmetabsrammen er således en kontrol af det aktuelle varmetab sammenholdt med varmetabet efter reglerne i bygningsreglementet.

Beregning af energirammer og varmetabsrammer

For at kunne udføre disse beregninger, skal man bruge følgende oplysninger / materiale:

  • hvor ligger huset
  • planer, snit med beskrivelse af konstruktioner mv., facadetegninger og en situationsplan med husets orientering i henhold til nord
  • vinduestilbud hvor yderdørenes / vinduernes U-værdier er anført
  • er der gulvvarme eller radiatorer?
  • er de tekniske installationer placeret indenfor klimaskærmen?
  • hvilken opvarmningsform skal anvendes – fjernvarme, gas eller alternative energiløsninger?
  • valg af en kedel eller en alternativ energiløsning?
  • ønskes der solceller til produktion af strøm (gør en stor forskel i energiberegningen)
  • frekvensregulerede pumper på varmeanlægget?
  • produceres varmt brugsvand i en beholder eller via en gennemstrømsvandvarmer?
  • er der cirkulation på brugsvandet? Hvis ja hvilken pumpe skal der så anvendes, fabrikat og type?
  • hvordan skal bygningen ventileres? Naturligt eller mekanisk ventilation? Hvis mekanisk – hvilket aggregat ønskes?
  • ventilationskanaler føres de indenfor opvarmet klimaskærmen (kanaler i tagrum som ligger i loftsisoleringen ligger indenfor klimaskærmen)
  • oplysning om evt. køl

Bestil et tilbud her eller ring til mig på 2618 1227